To personer er varetægtsfængslet og sigtet for hæleri
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- & Sønderjyllands Politi standsede søndag den 7. december en varebil fyldt med tyvekoster.
Den rumænske bil blev standset søndag klokken 23.04 på Den Sønderjyske Motorvej ved Kruså, hvor den var på vej sydpå ud af Danmark.
Politiet har nu afsluttet registreringen af de flere end 1000 genstande, der blev fundet i varebilen. Blandt andet er der fundet en stor mængde helt nyt tøj og et par hundrede stykker værktøj. En del af værktøjet er mærket på forskellig vis med navn, firmanavn eller telefonnummer, og det har ført til, at politiet har kunnet finde frem til en række gerningssteder, ligesom ejerne har kunnet få udleveret deres værktøj.
”Det er en stor hjælp for os, når virksomheder og andre mærker deres værktøj, så vi har mulighed for at identificere den rette ejer. Det hjælper både i efterforskningen og opklaringen af sagerne,” siger vicepolitiinspektør Karsten Høy fra UKA Vest.
To rumænske statsborgere er varetægtsfængslet i sagen sigtet for hæleri, og sagen efterforskes fortsat. Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og politiet har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.
FAKTA:
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- & Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper, og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Toldstyrelsen, Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.