Indbruddene fandt sted i sommer i Struer, Ikast, Esbjerg, Padborg, Tønder, Thisted og Billund.
To rumænske mænd er idømt i alt to år og tre måneders fængsel samt udvisning for ni indbrud på skoler og institutioner m.m. i flere byer i Jylland, hvor der blev stjålet elektronik, primært computere, tablets og mobiltelefoner, for flere hundredetusinde kroner.
En 44-årig rumænsk mand blev tidligere på måneden ved Retten i Esbjerg idømt et år og tre måneders fængsel samt udvisning i 12 år for indbruddene, mens en 25-årig landsmand tilbage i september blev idømt et års fængsel samt udvisning i seks år for sin medvirken.
Indbruddene fandt sted i perioden fra den 22. til den 31. juli, hvor de to personer begik indbrud i Struer, Ikast, Esbjerg, Padborg, Tønder, Thisted og Billund.
Den 44-årige har under sagen nægtet sig skyldig, men modtog dommen, mens der var tale om en tilståelsessag for den 25-åriges vedkommende.
Den 44-årige er varetægtsfængslet, indtil han begynder sin afsoning, mens den 25-årige allerede er i gang med at afsone.
”Sagen er et udtryk for, at vi som samfund ikke vil acceptere, at personer kommer til Danmark og begår kriminalitet. Det er noget, vi ser på med stor alvor, hvilket straffene i sagen også afspejler, fremhæver anklagerfuldmægtig Helena Ladekjær Nielsen fra anklagemyndigheden i Syd- & Sønderjylland.
Samarbejde mellem flere kredse
Da der var tale om udenlandske omrejsende kriminelle, har efterforskningen været varetaget af Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) i Padborg i samarbejde med Områdecenter Nordvest samt de to øvrige berørte politikredse, Midt- & Vestjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi.
”Det er lykkedes at få de to omrejsende kriminelle anholdt i sommer og få sagen fuldt opklaret i kraft af godt samarbejde og intensiv efterforskning på tværs i politiet,” understreger politiinspektør Carsten Spliid fra Udlændingekontrolafdeling Vest.