Syd- og Sønderjyllands Politi ændrer kontrolindsatsen ved landegrænsen

Profilbillede
dato

Fra midnat natten til onsdag vender den stikprøvevise indrejsekontrol tilbage til den form, der blev indført den 12. maj i år.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi ændrer fra midnat natten til onsdag den 23. august kontrolindsatsen ved landegrænsen til Tyskland.

Den 4. august intensiverede politiet på baggrund af den seneste tids koranafbrændinger og udviklingen i det aktuelle trusselsbillede midlertidigt indsatsen ved de indre danske grænser.

Rigspolitiet har besluttet at ophæve den midlertidigt intensiverede indsats. Det sker på baggrund af en vurdering fra Politiets Efterretningstjeneste (PET). 
PET oplyser, at den nuværende sikkerhedssituation i Danmark ikke vurderes at kræve en opretholdelse af den midlertidigt skærpede grænseindsats ud over perioden frem til og med den 22. august 2023.

Som følge af den nye situation vender den stikprøvevise indrejsekontrol tilbage til den form, der blev indført den 12. maj i år.

Kontrollerne vil efter midnat fungere på denne måde:
- Der vil som normalt være stikprøvevise kontroller ved grænseovergangene, men der vil ikke længere være fast bemanding ved grænseovergangene i Padborg, Kruså og Frøslev.

- Færre rejsende bliver kontrolleret på selve grænsen, og politiet vil igen i højere grad tilrettelægge kontrollerne på baggrund af politifaglige vurderinger af, hvor og hvornår effekten af kontrollerne vil være størst.

- Det ændrede kontroltryk vil på længere sigt gøre det muligt at omfordele ressourcer fra indrejsekontrollen til en styrkelse af den kriminalitetsbekæmpende indsats i grænseområderne.

 

Tak til borgerne for at udvise tålmodighed

Den intensiverede kontrolsituation har i forbindelse med de store rejsedage betydet kø ved især Frøslev Grænse i korte perioder.
- Vi er opmærksomme på, at den intensivere indrejsekontrol har påvirket trafiksituationen. Rigtig mange borgere har dog udvist stor forståelse for, hvorfor det har været nødvendigt at intensivere indrejsekontrollen, og det er vi glade for, oplyser politiinspektør Jeppe Kjærgaard, der er leder af Udlændingekontrolafdeling Vest.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi