Smuglere, soldater og saftige historier: Davidsen går hele vejen

Udsnit af bogens forside. Foto: Forlaget Hovedland
dato

Grænser er spændende. På den gode måde – men også på den nogle gange farlige.

Smugleri, spionage, trusler om grænserevision og familier, der bliver skilt ad. Krig, kærlighed og jagt på kolde kontanter. Soldater, der deserterer. Kriminelle, der bliver stoppet. Mennesker i uniform. Grænser mellem to sprog, to lovgivninger – ja, ofte mellem vidt forskellige samfundssystemer. Der er grænser, man er blevet enige om, og grænser, der er gennemtvunget med magt, uden at de mennesker, der bor i grænseområdet, er blevet spurgt.

Forfatter og kulturredaktør på Flensborg Avis, Hans Christian Davidsen, er klar med en ny bog: »Lige på grænsen - Her er fortiden aldrig helt forbi«. Onsdag den 3. september fortæller han om bogen ved en bogpræsentation i Padborg.

Bogpræsentationen foregår klokken 19.30 på Told- og Grænsemuseet på Bovvej 2 – hvor ellers? fristes man til at spørge.

Bogen handler om den dansk-tyske grænse og de mange historier, der gemmer sig under overfladen. Hans Christian Davidsen har cyklet på sin mountainbike fra grænsesten nummer 1 ved Skomagerhus ved Flensborg Fjord til grænsesten nummer 280 ude ved Vadehavet. Undervejs krydrer han sine oplevelser med både historiske fakta og forunderlige, overraskende fortællinger om de mange begivenheder, der har udspillet sig ved grænsen i de seneste år.

Ved bogpræsentationen i Told- og Grænsemuseet vil han vise billeder – blandt andet af nogle af de mennesker, han har mødt undervejs.

Det er gratis at deltage, og bogen kan købes med rabat.

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.