Den sigtede nægter sig skyldig og kærede varetægtsfængslingen til Vestre Landsret. Der er tale om en ny anholdelse i en sag, hvor der faldt dom tidligere på ugen.
En 26-årig hollandsk mand blev fredag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for medvirken til indsmugling af narkotika.Den sigtede nægter sig skyldig og kærede varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.
Den 26-årige mand blev torsdag udleveret til betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) på baggrund af en europæisk arrestordre.
En 28-årig hollandsk kvinde blev tirsdag ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt otte års fængsel i sagen.
Sagen vedrører indsmugling af 14,052 kilo amfetamin og 501 gram MDMA, der fandt sted den 29. november 2022 ved Frøslev Grænse.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.