Entreprenør valgt til opførelsen af Kongehøjens Børnehus

Kongehøjens Børnehus, visualisering (Foto: Aabenraa Kommune)
dato

Efter to bedømmelsesmøder står det nu klart, at det bliver Chr. Johannsen A/S, der kommer til at stå for opførelsen af den nye, integrerede daginstitution Kongehøjens Børnehus i Aabenraa. Skala Arkitekter A/S og Sweco Danmark A/S er med som samarbejdspartnere på projektet.

Kongehøjens Børnehus er en sammenlægning af Kongehøjens Børnehave og Vuggestuen Fjordløkken og får adresse på Sandved 45 i Aabenraa, hvor Kongehøjens Børnehave lige nu har adresse.

I Kongehøjens Børnehus skabes der vuggestuepladser til 50 børn i alderen 0-2 år og børnehavepladser til 100 børnehavebørn i alderen 3-5 år.

Daginstitutionen vil blive på i alt cirka 1.500 m2 fordelt på blandt andet fire stuer til vuggestuebørnene og fem stuer til børnehavebørn, fællesrum/multirum, personalefaciliteter og produktionskøkken. Stuerne vil alle få tilknyttet rum til mindre grupper af børn. Produktionskøkkenet vil kunne producere mad til alle daginstitutionens børn.

Daginstitutionen opdeles i mindre, overskuelige enheder, der samles omkring et centralt fælles-/multirum.

- Jeg er meget glad for, at vi nu har valgt en entreprenør på den vigtige opgave, det er at bygge den nye integrerede institution i Aabenraa. Jeg ser frem til, at byggeriet går i gang, og jeg glæder mig meget til at følge med på sidelinjen, indtil vi har en færdig institution, som er tidssvarende og lever op til de forventninger, som forældre og børn har til en moderne institution i Aabenraa Kommune, siger Rasmus Elkær Larsen, der er formand for Aabenraa Kommunes Børne- og Uddannelsesudvalg.

Byggeriet opføres uden genhusning af Kongehøjens Børnehave, selvom det foregår på samme matrikel, idet det udføres fasedelt. Efter nedrivningen af et ubenyttet fritidshjem, som er sammenbygget med børnehaven, opføres den første del af byggeriet. Når den del er klar tages den i brug, hvorefter resten af byggeriet opføres. Dette betyder, at under hele byggeriet vil Kongehøjens Børnehave være at finde på den nuværende adresse, Sandved 45.

Den samlede projektsum for byggeriet er på 55,3 millioner kroner.

Kilde: Aabenraa Kommune