Den sigtede erkender de faktiske omstændigheder, men nægter sig skyldig i smugling.
En 29-årig litauisk mand blev onsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for indsmugling af 250 kilo hash i en autotransporter ved Frøslev Grænse.
Den 29-årige passerede grænsen tirsdag eftermiddag, hvor autotransporteren, der havde flere biler på ladet, blev taget ud til rutinekontrol.
Kontrollen blev foretaget af den særlige Politi- og Toldenhed, som er et samarbejde mellem Toldstyrelsen og Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Ved kontrollen viste både Toldstyrelsens og politiets narkohunde interesse for køretøjerne på ladet, hvorefter bilerne blev undersøgt nærmere i Toldstyrelsens undersøgelseshal ved grænsen.
Her blev den store mængde hash fundet, hvorefter den 29-årige chauffør blev anholdt af politiet.
Han erkender de faktiske omstændigheder, men nægter sig skyldig i smugling.
Han kærede ikke varetægtsfængslingen.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Toldstyrelsen, Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.