Den 27-årige mand nægter sig skyldig, men kærede ikke varetægtsfængslingen.
En 27-årig rumænsk mand blev torsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for tyveri, subsidiært hæleri af professionelt værktøj.Den 27-årige mand nægter sig skyldig, men kærede ikke varetægtsfængslingen.
Manden blev anholdt i Tyskland i juni og efterfølgende udleveret til Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi på baggrund af en europæisk arrestordre.
På vegne af dansk politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland eller Østeuropa i sager om indbrud begået i Danmark. Det sker igennem de europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.