Den populære Streetfood Festival i Aabenraa vender tilbage til Nørreport Parken fra den 1.-4. maj og arrangørerne bag lover en endnu større oplevelse end tidligere. Efter sidste års rekordbesøg på 15.000 gæster har festivalen optimeret programmet og pladsindretningen samt tilføjet en række nye madoplevelser og underholdningstilbud for hele familien.
"Vi har gjort det til en tradition at komme til Aabenraa og glæder os utrolig meget til at vise hvad vi har gået og arbejdet på siden sidste år." siger Kristian Andersen, Direktør i Mad & Kultur. "Vi har udviklet os meget siden sidst og mere end 80 procent af mad koncepterne er nye og på mange parametre en opjustering. Derudover har vores samarbejde med ShopiCity gjort det muligt at præsentere gratis underholdning, hvor både Hr. Skæg og Zididada optræder i løbet af weekenden."
Kulinariske oplevelser fra hele verden
Festivalen tilbyder en gastronomisk rejse med mere end 60 forskellige retter. Gæsterne kan blandt andet nyde prisvindende indisk butter chicken, saftige bao buns, sydamerikanske tacos og autentiske afrikanske retter. Har man en sød tand, så frister festivalen også med sprøde churros, fluffy pancakes og bubble waffles.
Festivalen styrker bylivet i Aabenraa
”For tredje år i træk kan vi byde velkommen til Mad & Kultur første weekend i maj. Festivalen skaber liv og energi i byen, og vi oplever, hvordan gågaden summer af aktivitet med glade borgere og besøgende. Særligt fredag aften hvor vi også har By Night-arrangement, hvor butikkerne holder åbent til kl. 22. Kombinationen af madoplevelser, musik og handel styrker byens atmosfære og gavner hele lokalsamfundet. Vi glæder os derfor rigtig meget til endnu en uforglemmelig weekend i Aabenraa,” siger Dorthe Bjerrum Hilbig, citychef i ShopiCity.
Gratis koncerter og underholdning
Lørdagens store musikalske højdepunkt bliver det danske band Zididada, der går på scenen kl. 15.00. Publikum kan se frem til en fest, hvor der kan synges med på hits som "Zididada Day", ”Min prinsesse” og "Når jeg bli'r gammel".
Søndagen kulminerer med et særligt højdepunkt for børnefamilierne, når Hr. Skæg indtager scenen kl. 16.00. Den folkekære børneentertainer, kendt fra DR Ramasjang, vil fylde pladsen med sin smittende energi, musikalske finurligheder og velkendte rim og remser.
Festivalen støtter lokalsamfundet
"Vi vil ikke kun skabe gode oplevelser, men også give tilbage til det lokale. Det gør vi blandt andet ved at samarbejde med det lokale foreningsliv. Mere end 6 forskellige foreninger er repræsenteret på pladsen med arbejdskraft. Det betyder, at vi hvert år kan give mere end 60.000 kr. tilbage til de lokale foreninger og deres klubkasser" fortæller Kristian Andersen.
Praktisk information
- Dato: 1.-4. maj 2025
- Sted: Nørreport Parken, Aabenraa
- Åbningstider:
- Torsdag: kl. 15.00-20.00
- Fredag: kl. 15.00-20.00
- Lørdag: kl. 11.00-20.00
- Søndag: kl. 11.00-18.00
- Gratis adgang