Straffesag om import af millioner af dopingenheder skal for retten

Profilbillede
dato

40-årig mand tiltalt for at have indsmuglet mere end 20 tons dopingmidler, lægemidler og narkotika

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod fem mænd for at have drevet eller medvirket til at drive omfattende og organiseret handel med doping- og lægemidler for millioner af kroner.

 

En 40-årig mand er tiltalt for gennem en længere årrække at have indsmuglet ikke under 20,5 tons doping, lægemidler og narkotika fra udlandet, herunder blandt andet fra Indien. Manden er desuden tiltalt for at have distribueret disse præparater til aftagere både i Danmark og resten af Europa.

 

”Der er tale om en meget stor mængde doping, som umiddelbart er uden fortilfælde i Danmark”, siger advokaturchef Jannie Nøhr fra anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.  

 

Den 40-årige er tillige tiltalt for at have været i besiddelse af mere end 6,8 millioner dopingenheder, omkring 300.000 tramadol tabletter, cirka 148.000 zopiclone tabletter og godt 629.000 lægemidler. De store mængder doping og medicin blev fundet, da Syd- og Sønderjyllands Politis udlændingekontrolafdeling UKA Vest i juni og juli 2023 i samarbejde med Sydøstjyllands Politi og det tyske toldvæsen gennemførte ransagninger på flere adresser, herunder ransagning af et lager i Kolding.

 

”Der er tale om en meget omfangsrig sag, hvor det gennem vores efterforskning og samarbejde med andre politikredse og det tyske toldvæsen, er lykkedes at få taget de store mængder ulovlige piller af markedet og få sagen efterforsket grundigt, så der nu kan ske retsforfølgelse af de implicerede”, siger politiinspektør Jesper Hansen, leder af UKA Vest.

 

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har sammen med Staatsanwaltschaft Flensburg og EU’s Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust) sikret det juridiske grundlag for det internationale samarbejde.

 

”Eurojust har været behjælpelig med at oprette et fælles efterforskningshold mellem de tyske myndigheder og os, hvilket har givet os mulighed for lettere at udveksle oplysninger mellem landene. Det har haft stor betydning undervejs i efterforskningen, at vi har kunne udveksle oplysninger løbende”, siger advokaturchef Jannie Nøhr.

 

Ud over den 40-årige er yderligere fire mænd tiltalt for at have bistået den 40-årige med at drive den omfattende og organiserede handel med doping. Mændene er tiltalt for på forskelligvis at forestå pakning, distribution og afhentning af forsendelserne indeholdende doping, lægemidler og narkotika samt hjulpet med at vedligeholde det lager, som politiet ransagede i juni og juli 2023. Tre af mændene er fra Syddanmark, en er tysk statsborger og en er en dansk statsborger bosat i Tyskland.

 

”Efter anklagemyndighedens opfattelse har der været tale om et meget organiseret set up, som har stået på over en længere årrække. Det er en sag, som politi og anklagemyndighed har investeret betydelig ressourcer i, og politiets omhyggelige efterforskning har nu ført til, at vi har kunne rejse tiltale mod i alt fem personer. Tiltalen er rejst på baggrund af en grundig vurdering af sagens omfattende materiale ”, siger advokaturchef Jannie Nøhr.

 

Tre af de fem tiltalte sidder fængslet, mens to er blevet løsladt undervejs i efterforskningen. En kvinde, som blev fremstillet i grundlovsforhør, er ligeledes blevet løsladt undervejs i efterforskningen og hendes sag behandles særskilt.

 

Sagen kommer for Retten i Kolding, der har afsat ti retsdage til sagen. Sagen indledes torsdag den 16. maj og der ventes dom i juli.

 

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.

 

 

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi