Indrejseforbud og bøder for ulovligt arbejde

Profilbillede
dato

Syd- og Sønderjyllands Politi er glade for samarbejdet i fælles indsatsgruppe

Syd- og Sønderjyllands Politi har uddelt bøder til 33 indiske statsborgere efter en aktion på Esbjerg Havn den 21. februar. Efterforskningen efter indsatsen viste, at de 33 personer havde arbejdet ulovligt på Esbjerg Havn, hvilket udløste bøder på mellem 4.500 og 16.500 kroner afhængigt af, hvor længe de har arbejdet på havnen. Efterfølgende har de 33 indiske statsborgere alle fået indrejseforbud.

 

”Det har været en indsats, der er kørt på tværs af tre myndigheder. Vi har nedsat en fælles indsatsgruppe, som politiet har været meget tilfredse med”, siger politiinspektør Jesper Hansen, leder af Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest).

 

Indsatsen på havnen førte til en efterforskning i forhold til, om der havde været tale om menneskehandel.

 

”Det viste sig ikke at være tilfældet, ligesom vi i samarbejde med Center mod Mennskehandel har konstateret, at der heller ikke var tale om menneskeudnyttelse. Efterforskningen viste at de 33 indere har derimod arbejdet ulovligt i Danmark og det har de fået en bøde for, ligesom de nu har fået indrejseforbud af Udlændingestyrelsen”, siger Jesper Hansen.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker nu i forhold til arbejdsgiveransvar.   

 

”Det har været en omfattende sag med mange involverede myndigheder. Samarbejdet har været godt og vi fortsætter nu med den sidste del af efterforskningen”, siger politiinspektør Jesper Hansen.

 

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.

 

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi