Den 43-årige mand har erkendt flere indbrud i Esbjerg i november og december måned. Den videre efterforskning skal afdække, om han kan sættes i forbindelse med yderligere indbrud og tyverier i Syd- og Sønderjylland samt i andre politikredse.
En 43-årig albansk mand blev onsdag ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for flere indbrud i Esbjerg i november og december måned.
Den 43-årige mand erkendte og kærede ikke varetægtsfængslingen.
Den 43-årige mand blev anholdt tirsdag af Københavns Politi i Københavns Lufthavn Kastrup, mens han var på vej ud af landet.
Ud over indbrud i Esbjerg skal efterforskningen afdække, om den albanske mand kan sættes i forbindelse med yderligere indbrud og tyverier i Syd- og Sønderjylland samt i andre politikredse.
Den 43-årige blev anholdt på baggrund af efterforskning foretaget af Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest), som efterforsker sager om omrejsende kriminelle, der krydser landegrænsen for at begå kriminalitet.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.